torsdag den 21. februar 2008

Genesaret sø

I søndags tog vi til Tiberias og Kapernaum. Vi havde en helt fantastisk dag. Solen skinnede og det var varmt! Man skulle ikke tro at vi er midt i februar måned. Vi tog bussen fra Nazaret til Tiberias og gik lidt omkring i byen. Derefter fandt vi bussen til Kapernaum. Vi stod af på det bjerg hvor Jesus holdt bjergprædikenen. Der var kun en lille kirke men det er stadig en stor turistattraktion, som man selvfølgelig skal betale for at se. Hannah gik heldigvis forrest (det hjælper altid med det blonde hår) så manden sagde at fordi vi var gående kunne vi komme ind og se stedet hurtigt. De var ved at lukke for at holde frokostpause så vi kom ind uden at betale.
Vi begav os videre for at finde Kapernaum. Manden ved porten hjalp os med at finde en hurtigere vej end at følge hovedvejen. Det viste sig at være en smuk tur. Vi gik gennem en bananplantage. Alt var stille, solen skinnede og vi kunne høre fuglene synge – meget idyllisk. Vi var næsten fremme ved hovedvejen da vi mødte nogle mænd som høstede modne bananer. De gav os nogle som smagte helt fantastisk. De smager meget bedre når de er modnet på palmen end på vejen til Danmark. Vi fandt frem til en stor restaurant lidt før Kapernaum. Vi var sultne så vi besluttede os for at spise. Vores budget er ikke så stort så vi havde taget mad med så vi kunne lave en sandwich. Det var lavvande så vi kravlede ud på nogle sten (Sams idé) så vi kom væk fra restauranten. Vi fandt et godt sted og slog os ned. Sam og jeg havde taget badetøj med så vi hoppede i vandet efter vi havde spist. Det vil sige at jeg hoppede i vandet og Sam stod og soppede. Jeg tænkte ikke over at han er fra Frankrig så vandet var selvfølgelig meget koldt for ham. Jeg siger ikke at det var varmt men jeg har prøvet det der var værre. Længe efter at jeg var kommet i og op igen lykkedes det ham endelig at komme i vandet. Vi blev der nogle timer hvorefter vi besluttede at gå til Kapernaum. Det var tæt på så Sam ville selvfølgelig fortsætte på stenene i stedet for at gå tilbage til hovedvejen. Vi fortsatte på stenene hvilket bestemt ikke er meningen at man skal gøre. Vi endte ved det sted de kalder Kapernaum hvor der er en ruin af en synagoge og en ruin af en kirke. Problemet var at vi endte det sted hvor man skal betale for at komme ind. Man betaler for at komme ind og se synagogen og kirken og kan så gå ud og se søen, hvor vi altså kom ind fra. Vi valgte bare at gå ind og lade som om at alt var normalt. Efter vi gik ud fik Arnaud dårlig samvittighed og gik tilbage og betalte for ham. Det burde vi andre nok også have gjort men vi synes det var en god præmie for at have krydset alle stenene. Plus at det er lidt svært at forklare hvorfor du vil betale når du er på vej ud.
På vejen tilbage til busstoppestedet så vi det sted hvor Jesus viste sig for disciplene efter at han var genopstået og de fangede en masse fisk. Det sjove var at der var en kæmpe stime af fisk ude i vandet da der løber varmt vand ud i søen det sted så fiskene kan godt lide at være der. Vi kom endelig frem til busstoppestedet efter en god vandretur. Vi ventede et stykke tid men der kom aldrig en bus. Sam lavede sjov og sagde at vi kunne blaffe. Det skulle han aldrig have gjort for jeg var lidt utålmodig så jeg blaffede. I starten virkede det ikke så Hannah kom og hjalp mig (hun er også blond) og vi gemte Sam i skuret der var ved stoppestedet. Der var en ung fyr som stoppede for at samle os op. Vi er 6 så vi besluttede os for at splitte os op. Hannah, Loïs og Arnaud tog med ham der stoppede mens Sam, Elise og jeg blev tilbage. Vi havde lidt ondt af fyren der stoppede og troede at han samlede 2 blondiner op, da han endte med 1 blondine, en falsk blondine og en franskmand. Bussen kom lidt efter så vi slap for at vente længere. Derfra gik turen fra Tiberias til Nazaret. Da vi kom hjem lavede Elise og Sam crèpes (kald dem endelig ikke pandekager så bliver de fornærmet) så dagen kunne ikke have været bedre!!

Nazaret

I løbet af ugen har vi arbejdet med en præst, Afif, og med at par, Michelle og Jon, der er ansvarlige for YWAM i Nazaret. Det har ikke været helt nemt at arbejde med to forskellige kontakter men det lykkedes. Med Afif har vi været til nogle små gudstjenester af en art de har i nogle forskellige hjem. Vi fortalte lidt om hvem vi er og sang nogle sange for dem. Michelle og Jon arrangerede en skattejagt for os den første dag så vi lærte byen at kende. Ellers arrangerede de at vi sang på gaden og satte os i kontakt med Nazareth Village hvor vi arbejde et par dage. Nazareth Village er en slags museum hvor de prøver at vise hvordan byen så ud på Jesu tid. Vi hjalp dem med at pakke olielamper som de giver til gæsterne i slutningen af rundvisningen og blev klædt ud som folk der levede på Jesu tid for at hjælpe dem udenfor. Den ene dag gjorde jeg deres vinpresse ren sammen med Sam. Den anden dag passede jeg fårene og gederne med Sam, Elise og Hannah. Det må have været et sjovt syn at se fire voksne mennesker rende rundt og prøve at holde styr på dem. De var meget sultne lige da vi lukkede dem ud så det var ikke så nemt. Da de havde spist lidt fik vi dog styr på dem og kunne få dem ned hvor turisterne var.

mandag den 11. februar 2008

Flyttedag

I dag går turen til Nazareth. Vi skal være der i ca. 10 dage. Vi skal bo på et vandrehjem (af en art) der er drevet af nonner. Vi skal lave praktisk arbejde så som at hjælpe med at reparere tage, vi skal hjælpe i en kirke og vi skal ud på gaden og synge. Jeg er leder i denne uge så det er mig der tager de fleste beslutninger. Jeg håber ikke at jeg bliver alt for upopulær for jeg vil gøre det lidt anderledes end sidste uge. Vi havde for lange pauser ind imellem vores program så vi endte op med at have en halv time her og 45 min. der. Vi kunne ikke rigtig lave så meget for vi havde ikke tid til at forlade vandrehjemmet, gå ud og købe noget og komme tilbage. Det var ret irriterende. Det vil jeg lave lidt om på. Vi ved ikke om vi har internet så jeg kan måske ikke opdatere min blog så ofte men jeg vil prøve at finde en internet cafe hvis vi ikke har internet. I må have en god uge!

onsdag den 6. februar 2008

Dødehavet



Søndag var vores fridag. Vi brugte den på at tage til Dødehavet og ”bade” hvis man kan kalde det at bade. Det er mere at flyde. Vejret var så lækkert og vandet havde den perfekte temperatur hvilket er lidt underligt når vi er i februar måned. Sam blev faktisk lidt rød på skuldrene. Det er helt utroligt hvordan vejret kan gå fra sne og meget koldt til solskin og varmt på et par dage. Men det er bare dejligt for os. Vi havde en dejlig afslappende tid ved vandet før vi begav os hjemad. En skøn måde at tilbringe vores fridag på. Man får virkelig ladet op til en ny uge.

30 piger og 2 drenge



Fredag og lørdag tog vi hen til et hjem for hovedsageligt piger men også et par drenge. Fredag havde vi et lille program for dem hvor vi fortalte en historie, sang nogle sange, havde nogle lege og de farvelagde en tegning. Mange af dem spurgte os hvilke farver, de skulle bruge hvor. Det var meget kært. Vi sluttede af med at give dem crèpes med nutella hvilket var et stort hit. Lørdag kom vi igen for at male et værelse og et lille opholdsrum. Børnene var i skole det meste af tiden så det var meget nemt at komme til at male, det blev straks værre da de kom tilbage. Vi spiste frokost og manglede kun at male et værelse. Jeg havde det ikke så godt så jeg stod og tog en lille slapper mens de andre fortsatte men det varede ikke længe. Pludselig kom pigerne tilbage. De kæmpede om hvem der skulle holde mig i hånden og jeg fik en masse knus og kys. På et tidspunkt fandt en af pigerne på at det kunne være sjovt at sætte mit hår. Jeg fik rottehaler og en masse smykker på. De havde det sjovt med det et stykke tid hvorefter jeg blev hevet rundt for at se en masse ting. Det var ærgerligt da vi skulle gå for de var så søde, men det er nok ikke sidste gang at vi kommer til et sted som dette med en masse søde piger.