????

Jeg kan desværre ikke give så mange detaljer om vores arbejde i de næste par uger da det er hemmeligt hvor vi er. Jeg skriver så meget som jeg kan men det er for at beskytte de steder hvor vi tager hen. Jeg kan fortælle at vi vil tage lidt sydpå og skal vise pas for at komme derhen selvom at vi stadig er i Israel. I går, onsdag var vi på vej til et sted men kunne ikke komme derhen da vejene var spærret pga. vejret. Vi kørte i en bil med 9 sæder som en af vores kontakter har. Han var så sød at køre os da der ikke gik nogle busser. Der var også en anden pige med, Nathalie, som arbejder sammen med ham. Vi valgte at prøve at fortsætte og tog en masse forskellige veje for at komme frem til vores destination men gav til sidst op og blev i den by vi var kommet frem til. Vi samlede en mand op som de kendte der boede i byen. Han har kontakt med mange af de fattige familier så vi tog rundt til fire af dem og gav dem tæpperne. Alle steder var de meget gæstfrie og vi fik brød, te eller kaffe. Vi blev altid lidt og snakkede med dem. Vi havde lidt svært ved at komme frem ind i mellem og måtte et par gange gå ud af bilen for at den kunne komme op ad en bakke. Vi havde heldigvis taget poser på vores fødder inden vi tog sko på i morges så selvom vores sko blev meget våde var vores tæer kun kolde. Ved den sidste familie var vi lige ved at miste bilen. Vi var alle steget ud og vores chauffør lukkede hans dør og pludselig startede bilen at trille ned ad bakken. Han fik hurtigt åbnet døren, hoppede ind i bilen og trådte på bremsen. Vi var langt væk fra hovedvejen så det havde været et mindre problem hvis vi mistede bilen. Det var også den sidste familie der gjorde mest indtryk på os. Forældrene var ikke hjemme da de var i deres andet hus. Familien bestod af 17 – 23 børn (spørg mig ikke hvorfor de ikke ved hvor mange de er) men kun 10 af dem bor hjemme. De andre er på børnehjem. Der var kun en pige der boede hjemme. Hun var ikke så pænt klædt som drengene og kunne ikke få lov til at vælge hvad hun ville se i tv før at drengene ikke var i rummet. Vi talte med dem et stykke tid før situationen tog en uventet drejning. Jeg ved ikke hvorfor men de to mænd vi havde med der snakkede arabisk tog en tur rundt i huset og spurgte om der var flere børn. Måske fordi vi havde hørt om en lille dreng der eftersigende skulle være 3 måneder men de sagde han lignede en på 2 år. De fandt ikke umiddelbart andre men begyndte at lede efter ham og fandt ham i en dynge af tæpper og dyner. Han havde et sår på hånden så Elise fik brug for sit første hjælps udstyr hun altid har med. Han fik åbenbart stød men vi ved ikke hvornår. Såret blødte stadig så Elise gav ham en forbinding på. Han havde også feber, måske pga. såret eller også fordi han var forkølet. Han var kold så vi gav ham en ekstra trøje på (vi havde noget tøj med til dem), han havde heller ingen sokker men vi kunne ikke finde nogle så vi var alle klar til at ofre vores sokker. Hannah gav sine væk da hun havde to par på og de begge var tørre. (De sokker du gav hende mor gik til et godt formål!). Nathalie tog ham op i sin favn og Hannah varmede hans fødder. Vi tog ham ind i stuen foran deres elektriske varmer og gav ham noget at drikke. De andre børn tager ham på toilettet to til tre gange om dagen. Han har lidt svært ved at gå så han lægger ned meget af tiden. Vi var alle sønderknuste da vi skulle gå. Den lille dreng var så syg men vi blev nødt til at efterlade ham der. Han sagde til Nathalie at hun skulle blive hos ham, hvilket hun ikke kunne denne gang men hun har planer om at komme tilbage til dem. På vejen ud sagde den ældste dreng til Nathalie at han var glad for at se den kærlighed vi havde til hans lillebror og at han ville ønske at hans mor var ligesom os. Det var hårdt for os at høre. Det var tydeligt at børnene aldrig havde fået den kærlighed de behøver for det faldt dem slet ikke ind at tage sig af deres lillebror. Når vi spurgte om han kom på toilettet og om han fik nået at spise grinte en af drengene tilmed inden han svarede. Heldigvis sørgede de da for begge dele men drengen var stadig dehydreret. Man kan ikke engang bebrejde de andre børn for de ved simpelthen ikke bedre. Det var en hård men lærerig dag for os alle.