????

Jeg kan desværre ikke give så mange detaljer om vores arbejde i de næste par uger da det er hemmeligt hvor vi er. Jeg skriver så meget som jeg kan men det er for at beskytte de steder hvor vi tager hen. Jeg kan fortælle at vi vil tage lidt sydpå og skal vise pas for at komme derhen selvom at vi stadig er i Israel. I går, onsdag var vi på vej til et sted men kunne ikke komme derhen da vejene var spærret pga. vejret. Vi kørte i en bil med 9 sæder som en af vores kontakter har. Han var så sød at køre os da der ikke gik nogle busser. Der var også en anden pige med, Nathalie, som arbejder sammen med ham. Vi valgte at prøve at fortsætte og tog en masse forskellige veje for at komme frem til vores destination men gav til sidst op og blev i den by vi var kommet frem til. Vi samlede en mand op som de kendte der boede i byen. Han har kontakt med mange af de fattige familier så vi tog rundt til fire af dem og gav dem tæpperne. Alle steder var de meget gæstfrie og vi fik brød, te eller kaffe. Vi blev altid lidt og snakkede med dem. Vi havde lidt svært ved at komme frem ind i mellem og måtte et par gange gå ud af bilen for at den kunne komme op ad en bakke. Vi havde heldigvis taget poser på vores fødder inden vi tog sko på i morges så selvom vores sko blev meget våde var vores tæer kun kolde. Ved den sidste familie var vi lige ved at miste bilen. Vi var alle steget ud og vores chauffør lukkede hans dør og pludselig startede bilen at trille ned ad bakken. Han fik hurtigt åbnet døren, hoppede ind i bilen og trådte på bremsen. Vi var langt væk fra hovedvejen så det havde været et mindre problem hvis vi mistede bilen. Det var også den sidste familie der gjorde mest indtryk på os. Forældrene var ikke hjemme da de var i deres andet hus. Familien bestod af 17 – 23 børn (spørg mig ikke hvorfor de ikke ved hvor mange de er) men kun 10 af dem bor hjemme. De andre er på børnehjem. Der var kun en pige der boede hjemme. Hun var ikke så pænt klædt som drengene og kunne ikke få lov til at vælge hvad hun ville se i tv før at drengene ikke var i rummet. Vi talte med dem et stykke tid før situationen tog en uventet drejning. Jeg ved ikke hvorfor men de to mænd vi havde med der snakkede arabisk tog en tur rundt i huset og spurgte om der var flere børn. Måske fordi vi havde hørt om en lille dreng der eftersigende skulle være 3 måneder men de sagde han lignede en på 2 år. De fandt ikke umiddelbart andre men begyndte at lede efter ham og fandt ham i en dynge af tæpper og dyner. Han havde et sår på hånden så Elise fik brug for sit første hjælps udstyr hun altid har med. Han fik åbenbart stød men vi ved ikke hvornår. Såret blødte stadig så Elise gav ham en forbinding på. Han havde også feber, måske pga. såret eller også fordi han var forkølet. Han var kold så vi gav ham en ekstra trøje på (vi havde noget tøj med til dem), han havde heller ingen sokker men vi kunne ikke finde nogle så vi var alle klar til at ofre vores sokker. Hannah gav sine væk da hun havde to par på og de begge var tørre. (De sokker du gav hende mor gik til et godt formål!). Nathalie tog ham op i sin favn og Hannah varmede hans fødder. Vi tog ham ind i stuen foran deres elektriske varmer og gav ham noget at drikke. De andre børn tager ham på toilettet to til tre gange om dagen. Han har lidt svært ved at gå så han lægger ned meget af tiden. Vi var alle sønderknuste da vi skulle gå. Den lille dreng var så syg men vi blev nødt til at efterlade ham der. Han sagde til Nathalie at hun skulle blive hos ham, hvilket hun ikke kunne denne gang men hun har planer om at komme tilbage til dem. På vejen ud sagde den ældste dreng til Nathalie at han var glad for at se den kærlighed vi havde til hans lillebror og at han ville ønske at hans mor var ligesom os. Det var hårdt for os at høre. Det var tydeligt at børnene aldrig havde fået den kærlighed de behøver for det faldt dem slet ikke ind at tage sig af deres lillebror. Når vi spurgte om han kom på toilettet og om han fik nået at spise grinte en af drengene tilmed inden han svarede. Heldigvis sørgede de da for begge dele men drengen var stadig dehydreret. Man kan ikke engang bebrejde de andre børn for de ved simpelthen ikke bedre. Det var en hård men lærerig dag for os alle.

Så kom sneen

I den seneste tid har der været en del tale om at der skulle komme sne men vi har haft lidt svært ved at tro på det da det ikke har været koldt nok, men den kom tirsdag aften. Det er sjovt at se hvordan 5 cm sne kan stoppe trafikken. Der var ingen busser der kørte i går, onsdag, og mange butikker var lukket. De har ikke vinterdæk og ingen kommer og rydder vejen så det er nok derfor at trafikken går lidt i stå. Vi synes det er sjovt at se det hele dækket i sne. Jeg ved at de har frygtet det i Den Gamle By for der er en del huse der ikke kan klare at have sne på taget. De braser simpelthen sammen. Natten til i dag, torsdag, har det sneet igen. Nu er det hele mere hvidt så vi ved ikke rigtig hvad vi skal lave i dag da vi ikke kan forlade Jerusalem. Vi prøver at finde ud af om Rajah har brug for hjælp til at rydde tage i Den Gamle by. Ellers vil vi bruge noget tid på at planlægge den sidste tid vi har i Israel. Vi håber alle at sneen snart forsvinder så alt vil blive normalt igen.

Vandrehjem

I mandags flyttede vi fra vores luksuriøse lejlighed til et vandrehjem så nu er det mere som at være på outreach. Vi bor alle 7 på det samme værelse og når vores leder, Gideon, kommer på fredag skal han også sove sammen med os. Vores badeværelse er også blevet lidt mindre. Der er ikke så mange badeværelser men det er heldigvis ikke noget problem at få lov til at tage et bad og lige for tiden er der varmt vand så det er rigtig luksus! Vi gik i ca. 45 min med vores bagage for at komme til vandrehjemmet. Før har jeg været misundelig på Fotini fordi hun har en del tøj her så hun ikke hele tiden skal gå i det samme tøj men det blev ændret i mandags. Hende og Loïs tog en taxa da vi var halvvejs fordi de ikke kunne mere. Vi andre klarede turen til fods.

Vi kalder det YWAM vandrehjemmet for der bor i øjeblikket 3 hold her. Os, det andet hold fra Frankrig og et fra Kona. Det er fedt at bo sammen med en masse andre mennesker og høre om deres oplevelser. Jeg håber også at det kan løsne lidt op på den spænding der er ved at komme mellem nogle personer på vores hold ellers kan det gå hen og blive meget interessant.

Fejret sabbat

I går, fredag, var vi inviteret hjem til Judith som arbejder for den Kristne ambassade. Natalie var der også så vi snakkede lidt om hvordan det var gået de sidste tre uger hvor vi har arbejdet med dem. De var glade for at høre at det er gået så godt. Judiths mand Will har et museum i deres hus som vi fik lov til at se. Vi startede med at få kaffe i deres helt egen kaffebar. Den var helt fantastisk. Jeg kan slet ikke beskrive hvordan den så ud eller museet for den sags skyld så I må bare se på billederne. Det har taget ham 8 måneder at lave museet. Det er en jødisk maler der har malet væggen. Den viser landskabet fra nord til syd. Will har også været rundt og finde sand og sten de forskellige steder for at lave det så realistisk som muligt. Mens han fortæller er der helt mørkt og han putter spot på det han fortæller om. Det var en fed oplevelse. Bagefter gik vi over til deres venner for at spise. Judith og Will har to sønner, deres vennepar er plejeforældre for 3 handicappede børn så vi var mange samlet for at spise. De startede med at dele brød og vin. De velsignede det på hebraisk. Bagefter var der buffet. Der var en dejlig grøn salat, nogle kartofler bagt i ovnen med gulerødder og pølser skåret i skiver og noget jeg ikke ved hvad er, men det smagte godt. Da vi var færdige med at spise kørte de os hjem igen. Det var rent luksus. Vi havde en times gåtur foran os så det var dejligt at blive kørt. Da vi var kommet hjem gik Fotini straks i køkkenet for at spise. Hende og Loïs kunne åbenbart ikke lide maden. Det er virkelig sjovt at se vores forskellige madvaner. Hannah og jeg var vilde med det især gulerødderne. Det var dem som Fotini og Loïs hadede mest. Jeg har efterhånden vænnet mig til hvordan de spiser, så det undrer mig ikke, at de ikke var så glade for det. De spiser generelt ikke så mange grøntsager. De er mere til pasta…

Ugen der gik

Denne uge gik rigtig hurtigt. Jeg tror det er fordi at vi arbejdede to forskellige steder så det var ikke det samme vi lavede hele tiden. Jeg har desværre ikke haft tid til at skrive noget undervejs så jeg vil lave en opsummering. Arbejdet i lageret var lidt besværligt. Yosef som styrede det ændrede mening hele tiden. Han gav os noget at lave og kom nogle gange en halv time efter og lavede det om. Vi brugte et par dage på at sortere en masse bøger. Han ville have de bøger der ikke var på hebraisk på en reol, bøger på hebraisk i kasser og til sidst blade og forskellige noter (hvilke der var mange af) på en anden reol. Som sagt tog det os et par dage at sortere alt det fordi der var så mange kasser. Da vi var færdige sagde Yosef så at vi skulle putte alle bladene og noterne i kasser igen…Vi havde lige taget dem op!! Vi skulle også arbejde i hans ”bibliotek”, der bestod af et lille rum med bøger overalt uden noget system. Han havde en masse bøger på gulvet – igen skulle vi sortere de bøger fra som ikke var på hebraisk. Lageret er meget gammelt og ikke vedligeholdt så der var vand på gulvet nogle steder i biblioteket hvilket selvfølgelig havde ødelagt en masse bøger. Det var ikke nemt at arbejde med ham, når han hele tiden skiftede mening, men han var glad for vores hjælp så det var ikke meningsløst det vi havde lavet. Idet lageret var gammelt var der ingen glas i vinduerne og der var så koldt nogle dage at vi kunne se vores egen ånde så nogle af os er desværre blevet syge. Vi er godt forkølet og har ondt i halsen.
Arbejdet med at servere maden gik også rigtig godt. Allerede den anden dag havde jeg ikke længere problemer med at spise maden (jeg spiste dog aldrig brødet). Det svingede meget mht. hvor meget arbejde der var. Næsten hver dag var der nye frivillige som kom for at hjælpe plus dem som kommer fast en eller to gange om ugen. Vi havde det sjovt og lærte nogle ord på hebraisk. Vi fik snakket med de andre volontører og fandt ud af at en af dem kender Bens forældre. Ben er en fra vores skole der valgte at tage til Kina fordi han har boet her i Israel i 10 år. Verden blev pludselig meget lille. Alt i alt har vi haft en rigtig god uge.

Første arbejdsdag med jøderne

Søndag var vores første arbejdsdag det nye sted. Vi startede med en introduktion der rørte os alle. Vi hørte lidt om det arbejde de laver og hvem de hjælper. Det viser sig at nogle af de mest fattige er de ultra ortodokse familier. Det skyldes at mændene ikke arbejder men bliver hjemme og studerer toraen. Oven i det bruger de ikke prævention så de får en masse børn de skal forsørge uden en ordentlig indkomst. Nogle gange er de 17 personer i en familie. Vi skal arbejde i en madbank som de kalder det. Det er et sted hvor folk kan komme hen og få frokost hvis de er hjemløse eller ikke har penge til at få et varmt måltid mad i løbet af dagen. Ud over det så leverer stedet også mad til nogle skoler i området. De har valgt at gøre det fordi der før var nogle børn der ikke fik frokost. Deres forældre kunne ikke betale for maden så de sad og ventede mens de andre spiste og hvis der var nogle rester på deres tallerkener så ville de spise dem. Nu får alle mad og dem som kan betaler for det. De fortalte os at en dag var der en lille pige der havde en klump under hendes trøje så de spurgte hende hvad det var. Det var kyllingen fra frokosten hun havde gemt til hendes mor. Det rørte os alle dybt. De har også den regel i madbanken at der ikke må komme børn. De mødre der har brug for maden kommer og henter den tidligere på dagen. Grunden til at de ikke vil have børn der er fordi de ikke vil have at børnene skal mindes at deres mor tog dem med til en madbank for at forsørge dem.
Efter introduktionen gik vi over til en stor bygning de brugte til at opbevare ting som de har fået gratis. Folk der har brug for det kan så komme og vælge hvad de vil have. Vi skal hjælpe der hver dag fra 9-11.45. I dag organiserede vi møblerne så de ikke stod hulter til bulter men lidt ligesom i IKEA hvor du kan gå rundt og prøve alle møblerne.
Derefter hjælper vi i madbanken. Der var ikke så meget at lave i dag fordi der også var en anden stor gruppe. De vil ikke være der i morgen så vi håber at der vil være lidt mere at lave. I dag faldt vi næsten over hinanden. Lidt i to spiser vi selv og derefter gør vi rent. Vi var færdige ca. 14.45.
For mig er dette arbejde mere grænseoverskridende end det andet. Jeg har intet imod at servere mad til hjemløse og fattige men det er noget andet når jeg også selv skal spise det. Jeg vaskede mine hænder inden men håndklædet var så ulækkert at jeg måtte lade mine hænder lufttørre. De genbruger også brødet så hvis en er syg og rører ved sit brød men ikke spiser det vil en anden få det og måske også blive syg. Det kan jeg slet ikke have. Jeg valgte ikke at spise noget brød. Arnaud sagde at han så den ansvarlige tage et brød op fra skraldespanden fordi det stadig var helt også genbruge det. AD AD AD!!! Selvom jeg ikke havde spist i godt 7 timer og var hundesulten måtte jeg tvinge mig selv til at spise. Jeg håber at det bliver bedre i morgen. Jeg har heldigvis taget noget med som er desinficerende, som jeg kan bruge til at rense mine hænder før jeg spiser.

Sidste dag hos Rajah

Fredag var vores sidste dag hvor vi arbejdede med Den gode samaritaner. Vi arbejdede faktisk ikke for de havde ikke noget vi kunne lave så vi kom bare til frokost. Vi tog pandekager med (crèpes ifølge franskmændene) til dessert som tak for al den gode mad vi fik der. Inden frokost ville vi have været oppe at gå på muren rundt om Den gamle by men der var lukket. I stedet gik vi rundt om Den gamle mur og bad for Jerusalem. Der er længere end man tror specielt når vi ikke går så hurtigt fordi Elise stadig har problemer med knæet. Efter frokost gik vi op på Olivenbjerget så det var mere en dag hvor vi var turister end en dag hvor vi arbejdede. Da vi kom hjem havde vi alle lidt ondt i benene efter at have gået så meget i løbet af dagen så det er dejligt med en fridag i dag. Denne gang er vores fridag faldet på en lørdag så vi har masser af tid til at slappe af da der ikke er så meget at lave. Vi ville have taget til Dødehavet men der går ingen busser der ud og alle museer er lukket så det eneste vi rigtig kan lave er at gå til Den gamle by hvor vi har været en million gange så vi slapper bare af i lejligheden.

Jesu grav

Der er adskillelige stedet i Jerusalem hvor Jesus skulle være begravet. Vi så et af stederne i dag. Det er svært at forestille sig hvordan det så ud dengang. Lige nu er haven lille og omgivet af en mur men grotten med graven er stadig bevaret. Der er flere grunde til at folk tror at det skulle være der. Det er uden for Den gamle by, hvilket var Jerusalem dengang. Gravkammeret er ikke naturligt men hugget ud af klippen, en stor sten var væltet for indgangen (større end den Hannah skubber) og der er tegn på at stedet tilhørte en velhavende mand. Der er fundet en stor cisterne og en vinpresse. Dette er bare nogle af grundene. På billederne ser i indgangen til gravkammeret, der hvor Jesus skulle have ligget og Hannah skubbe en miniatureudgave af den sten der var foran grotten.

En tur på markedet

I dag, torsdag, valgte Hannah, Loïs, Arnaud og jeg at blive i Den gamle by da vi var færdige med at arbejde. Det var hyggeligt bare at være os elever og gå rundt at se på de forskellige butikker. Folk er generelt rigtig flinke her. Jeg mødte en mand der har nogle danske penge. Han blev meget glad for at høre at jeg er dansker for han vidste ikke om han stadig kan bruge pengene i Danmark og hvad de er værd. Jeg fortalte ham at han har for ca. 10 euro, hvilket han lød lidt overrasket over. Hannah og jeg købte et par tørklæder hver men det var ikke det bedste køb. Ham vi gik ind til var flink så vi nænnede ikke rigtig at prutte for meget om prisen. Specielt fordi vi synes at det allerede var billigt men vi fik ham ned på 20 NIS. Han startede på 35 så det var okay. Hannah formåede til gengæld at gøre en anden mand ret sur. Loïs ville købe et af de tørklæder Israel er kendt for. (De er hvide og sorte). Han ville have 75 NIS for det men Hannah skyndte sig at sige til Loïs at vi har set det samme til 30 et andet sted. Det ville han ikke tro på men da Loïs ikke ville købe det endte han med at gå ned på 30. Da vi forlod butikken sagde han at det var en synd. Det er sjovt at se deres reaktioner når man prutter om prisen. Jeg har ikke spor ondt af dem for de ville aldrig sælge det til den pris vi vil have det til hvis det ikke kan betale sig for dem. Vi havde en god tur og ser frem til den næste gang hvor vi skal købe nogle flere gaver.

Ad, ad, ad

I dag gjorde vi rent i det hus de brugte som kontor før de fik det nuværende. Det bestod af et lille badeværelse, et lille køkken, et lille (nu) soveværelse og en lille dagligstue. Vi skulle gøre rent der og så oppe på taget. Sam, Elise, Fotini og Arnaud valgte at gå op på taget og gøre rent, hvilket jeg også ville have gjort hvis jeg vidste hvad der ventede mig. Hannah, Loïs og jeg gik i gang med rengøringen indenfor. Vores arbejdslyst var god men det varede ikke længe. Først fandt vi ud af at der ikke var nogen produkter at gøre rent med. Vi tænkte at det gør ikke så meget vi nøjes bare med vand. Det blev vi nødt til men det var bestemt ikke nok. Jeg kan slet ikke beskrive hvordan der så ud. Ulækkert og klamt slår slet ikke til. Der var også rigtig rodet så det var ikke til at gøre ordentligt rent. Vi prøvede så godt vi kunne. Hannah sagde undervejs at det kunne være sjovt hvis vi havde optaget de lyde vi kom med undervejs når vi stødte på nye klamme områder. Vi brugte også et stykke tid på at diskutere om der virkelig bor en der. Vi mente at Rajah sagde det, men på samme tid virkede det ikke muligt. Jeg valgte at gøre det billede rent som i kan se. Jeg indrømmer gerne at jeg normalt ikke gør selve glasset rent fordi det ikke er beskidt. Jeg tager ovenpå rammen. Jeg ved ikke hvad der fik mig til at gøre glasset rent i dag men jeg fik mig da noget af en overraskelse. I starten blev jeg bange og troede at jeg havde ødelagt noget indtil det gik op for mig at det bare var snavs der var på glasset. Da jeg var færdig kunne vi rent faktisk se hvad billedet forestillede. Der var ingen tvivl om at vores arbejde i dag virkelig gjorde en forskel. Det var dog ikke så sjovt at finde ud af at frokosten skulle spises med fingrene da vi lige havde gjort rent uden handsker i huset. Elise havde heldigvis noget vi kunne bruge til at rense vores hænder ordentligt. Vi blev også enige om at vi vil finde en mand der kan gøre rent!

Arabisk kultur

Onsdag eftermiddag var vi inviteret hjem til Rajah. Vi glædede os alle til at se hvordan han bor og opleve lidt mere af den arabiske kultur. Han har et rigtig hyggeligt hjem. Vi sad i en dagligstue i nogle gode sofaer og nød alle de ting som de bød os på. Inden vi gik derhen sagde jeg til Fotini at jeg håbede på at få lidt arabiske lækkerier. Heldet var sørme med mig. De havde købt arabisk slik som de kaldte det, for mig var det mere nogle små kager. De smagte himmelsk. Rajahs kone var så sød at give os dem med hjem som vi ikke spiste. Der var mange forskellige slags så jeg fik desværre ikke smagt dem alle men de var gode.
Jeg ved ikke hvorfor men jeg har altid troet at folk der bor i Israel er strikte med deres tro hvis de har en. Både muslimerne, jøderne og de kristne. Det er også tilfældet for nogle men det er ikke hvad jeg har oplevet hos de arabere der er kristne. Da vi kom hjem til Rajah var tv’et hele tiden tændt og indstillet på MTV. Det havde jeg ikke lige regnet med. Vi blev også tilbudt vin. Normalt har UMO den regel at man ikke må ryge og drikke på outreach fordi det meget nemt kan støde folk og ødelægge vores troværdighed. Det er i hvert fald ikke tilfældet hos araberne. De ryger selv hele tiden og som sagt blev vi budt på vin.
I morgen er den sidste dag vi arbejder med araberne. Det har været virkelig spændende at opleve deres kultur. Jeg tror at vi alle har lært at de er glade for pauser og ikke har så travlt. Det var ikke fordi vi blev overanstrengte af det arbejde vi lavede.

Vores planer

Indtil på fredag arbejder jeg med kristne arabere. Vi har gjort rent i deres bygning men det bliver vi nok færdig med i morgen og så ved vi ikke hvad der skal ske. På søndag starter vi med at arbejde i det jødiske kvarter. Jeg ved ikke helt præcis hvad vi skal lave men jeg tror at vi skal dele mad ud til fattige eller hjemløse jøder. Det vil tiden vise. Efter dette stopper vi med at arbejde med den kristne ambassade. Vi flytter hen til et vandrehjem tæt på Damaskus gate og skal arbejde med Ungdom med opgave i to uger. Vi skal arbejde med børn to dage, intercession og lave noget praktisk arbejde. Vi skal vist arbejde en del på Vestbredden. De sidste fire uger har vi ikke planer for endnu. Der er forskellige personer der har tilbudt at lede efter noget til os uden for Jerusalem. Vi vil gerne se lidt mere af Israel når nu vi er her.

En velsignelse for andre

I fredags under vores debriefing fik vi en dejlig overraskelse. Vi synes ikke at vi laver så meget hos Rajah og personligt var jeg ved at blive lidt trist over det. Jeg er kommet herned for at hjælpe folk og så arbejder jeg 3 – 4 timer hver dag med frokost og tepauser indimellem. Rajah fortalte os hvor stor en velsignelse vi har været for ham og at vi har ændret hans program for de næste to måneder fuldstændig. Før jul kom der hver dag ca. 12 damer og lavede mad for nogle af de ældre i Den gamle by. Det var en gratis ydelse de havde bestemt at de ville lave. De blev desværre nødt til at stoppe det før jul af to grunde. Den første er at de ikke har penge til det den anden er at damerne i køkkenet skændtes hele tiden. De ville alle sammen bestemme. Rajah snakkede med Den kristne ambassade om vores program mens vi er hos ham og de sagde at vi skulle have frokost hver dag (vi betaler dog for den). Det var han ikke så glad for da han vidste at der var problemer med damerne i køkkenet men han kunne ikke komme uden om det. Han fortalte os at han gjorde alt hvad han kunne for at undgå det. Han snakkede ikke med damerne om det men en dag kom en af dem hen til ham og sagde at hun gerne ville komme og lave mad til os. Mens vi har været her er der dagligt 4-5 damer i køkkenet. Der er sket en stor forandring for nu kan de arbejde sammen og hygger sig i hinandens selskab. Rajah nyder virkelig denne udvikling. Han har også fundet en smart plan til hvordan han kan skaffe penge til at lave gratis mad for de ældre. Han vil købe nogle større maskiner så han kan lave meget mad på en gang og fryse noget ned. Han vil så sælge noget af det i den gamle by og overskuddet bruges på maden til de ældre. Han mangler bare penge til maskinerne. En ven har heldigvis givet ham lov til at ”købe” nogle mindre maskiner og betale tilbage når han har pengene. Han kan altså starte allerede nu. Oven i det har han kontakt med en gruppe fra Irland på 44 personer. De kommer og arbejder med ham når vi stopper. De vil starte madprojektet op igen. De vil til og med betale noget af det selv. De starter op med en kæmpe madfest d. 25.-26. januar hvor en masse mennesker kan komme og få gratis mad.
Han sagde også at bare det vi sidder og drikker te er en velsignelse. Når folk går ind og ud af bygningen ser de os og spørger Rajah hvad vi laver der. Når han fortæller at vi er volontører der er her for at hjælpe dem så bliver de rigtig glade. Det er dejligt at se alle de smil og venlige ord men bedst af alt, synes jeg, er at vi er til så stor en glæde for Rajah selvom jeg ikke rigtig føler at vi gør noget. Det er dejligt når man kan se frugten af ens arbejde.

Respekt

Fotini sagde til mig den anden dag at selvom Hannah og jeg er blonde tiltrækker vi ikke så meget opmærksomhed som hun regnede med. Jeg sagde til hende at sidste gang jeg var her tiltrak vi meget mere opmærksomhed så jeg forstod det faktisk ikke. I fredags havde vi debriefing hvor Rajah spurgte os hvordan den første uge havde været og jeg fandt ud af hvorfor Hannah og jeg kan gå rundt uden at få en masse kommentarer. Jeg sagde til Rajah at jeg virkelig satte pris på arabernes venlighed over for os. Når vi går gennem den gamle by når vi skal til og fra arbejde hilser folk på os. Nogle kan genkende os fra den dag hvor vi gik rundt med gaver. Det synes jeg er så fedt. Så sagde Rajah at det var derfor, at han tog os på en tur rundt i den gamle by. Da araberne så os sammen med ham vidste de at vi er volontører og lader os derfor være i fred, med mindre vi stopper op og kigger på deres ting. Det er cool. Der var faktisk en mand der stoppede en anden da han prøvede at sælge os noget brød. Det eneste vi forstod, var ordet volontør. Det er virkelig dejligt at se at de har så stor respekt for os fordi vi er volontører. Det gør det lidt nemmere at færdes i den gamle by hver dag.

Tæt på men ikke tæt nok..

I går, fredag, skulle vi til en arabisk ”kirke” (De vil ikke kaldes kirke da kirke ikke altid er så positivt her). Vi mødtes med Rajah foran den gode Samaritaner så han kunne vise os vejen derhen. Det var et stykke uden for Den gamle by. Hele vejen derhen blev han ved med at sige at det var mærkeligt og at der var noget galt. Vi forstod ikke hvad han mente og tænkte tag det roligt alt er helt normalt. Der var en del politi men det har der været de sidste par dage pga. Bush. En anden mand der fulgtes med os sagde til Rajah at han ville gå bagerst og passe på hans ryg. I dag fortalte Rajah os så at der var noget galt. Det var lykkedes to personer fra Vestbredden at komme ind i Den gamle by med en bombe som de efter sigende ville udløse et sted i det jødiske kvarter. Politiet var i fuld gang med at lede efter dem. I den gamle by er der kameraer overalt så hvis politiet ved hvem de leder efter er det bare et spørgsmål om tid før de finder dem. Portene til den gamle by kan lukkes på under fem minutter så man ikke kan slippe ud igen. Politiet havde installeret sig et sted med 18 mand der ledte efter de to personer. Politiet havde sørget for at telefonerne ikke virkede der hvor de var hvilket vi fandt ud af da vi var lige ud for hvor de holdt til og Rajah prøvede at ringe til en ven. Vi vidste selvfølgelig ikke på det tidspunkt at det var derfor hans mobil ikke virkede. Vi gik gennem byen ca. kl. 18. og kl. 21.30 fangede de, de to mænd. De nåede heldigvis ikke at udløse bomben. Det var tæt på denne gang men ikke tæt nok. Det viser hvor godt Den gamle by er beskyttet.

Undskyld..

Jeg vil bare undskylde at jeg ikke får opdateret min blog så ofte men det skyldes at vi kun kan være en person der bruger internettet af gangen så når vi alle skal dele så er der ikke så meget tid. Jeg laver nogle indlæg som jeg gemmer på min computer og så opdaterer jeg så ofte jeg kan. Det vil sige at jeg ind i mellem vil putte en masse indlæg på min blog og nogle af dem vil være lidt gamle. Det er jeg ked af men det er den bedste løsning lige nu. Jer der har Facebook kan gå ind og se mine billeder. Dem vil jeg også prøve at opdatere løbende. Jeg håber at I alle har det godt.

Skræmmende facts

Da Rajah er araber giver han os ind i mellem informationer om hvad der sker blandt araberne i Israel og rundt omkring.
Mange har sikkert undret sig over hvordan man overtaler folk til at begå selvmord ved hjælp af en bombe og dræbe en masse andre på samme tid. Her er et par af forklaringerne. De tager små forældreløse drenge til sig og fortæller dem gennem hele deres opvækst at jøderne skal dræbes. De er intet værd. Når de så bliver ældre er det ikke svært at få dem til at begå selvmord ved at dræbe jøderne. En anden metode er at finde svage unge mænd og tage dem til et sted hvor de doper dem. De doper dem meget i et stykke tid så de er helt høje og gør alt hvad de får besked på. Dernæst giver de dem en bombe på kroppen og en seddel i hånden der siger hvor at de skal udløse bomben. Da jeg hørte dette blev jeg meget chokeret og forarget, men sådan er det desværre. Lige nu er der ca. 450 personer i Gaza der bare venter på at få besked på hvor de skal udløse deres bomber…

Vores arbejde

Mandag tog vi hen til den internationale kristne ambassade i Jerusalem som er dem vi arbejder med de første tre uger hernede. Da vi så ambassaden forstod vi pludselig hvorfor vores lejlighed er så luksuriøs. Det forstår I nok også når I ser på billedet. De har den enorme bygning som I kan se på billedet, det er jo en ambassade, og en bygning til ved siden af. Det var en helt fantastisk dag. De var alle sammen så venlige og snaksaglige. Vi hørte om jødernes historie mht. Israel, Israel i dag (bl.a. Bush) og en masse andet. Det er en god baggrundsviden at have når vi skal servere mad for hjemløse jøder om et par uger. Inden skal vi arbejde i det kristne kvarter i Den gamle by. Stedet hedder Den gode samaritaner. Det er et kristent sted der arbejder med ældre. Vores kontakt hedder Rajah. Han er araber og tidligere stofmisbruger. Det er helt fantastisk og opmuntrende at se hvor meget han brænder for sit arbejde. Vi skal hjælpe dem med at lave et af deres rum om til en spisesal. At dømme efter de første dage er der ikke så meget arbejde. Vi er jo sydpå så vi tager det stille og roligt. I går havde vi en del fysisk arbejde der var udmattende men vi arbejde kun i 3-4 timer. Hver dag bringer overraskelser for vi har ikke noget program så vi ved aldrig hvad vi skal lave.

Bush kommer

Som I nok ved er det aldrig kedeligt i Israel. I har sikkert også hørt at Bush kommer hertil på onsdag. Han lander med helikopter på det Israeliske parlament som vi kan se fra vores vindue så vi håber at han vil komme mens vi er hjemme. Som I kan se på billedet har de hængt Israelske og amerikanske flag op alle vegne. Det er hans første besøg som præsident. Når Bush kommer vil mange gader blive lukket så det bliver spændende om vi kan komme hen til den gamle by uden at tage en kæmpe omvej men det vil tiden jo vise. De har samlet 10.000 soldater som bliver placeret rundt omkring i byen for at passe på Bush mens han er her. Mange af dem er allerede begyndt at stå rundt omkring på tagene i Den gamle by. Det er ikke helt til at forstå hvorfor de gider at passe så godt på ham når han vil have at de skal opgive noget af deres land. Men det er sikkert politisk. Vi hørte en mands mening om hele sagen i dag. Han mener at alle tre ledere står svagt (der er snart valg i USA, Israels leder har kun 3 % af sin befolkning bag sig i den sidste meningsmåling, jeg kan ikke huske hvad der var med den sidste) så de gør hinanden en tjeneste ved at indgå denne aftale. Så kan de alle sige at de opnåede noget. Selvom de fleste af os ved at palæstinenserne ikke vil nøjes med det. Det er bare et spørgsmål om tid før de vil have mere. Men det bliver spændende at se hvordan det hele kommer til at forløbe hernede når Bush kommer - i Israel kan alt jo ske..

Havregryn slår baguette

Det er hermed bevist at havregryn slår baguette (ikke at nogen af os tvivlede det). Jeg er meget glad for mine havregryn og har selv investeret i dem hele teoridelen på skolen fordi jeg ikke bliver mæt af deres hvide brød. Jeg insisterede at købe dem fredag da vi var ude at købe ind og har nu fået bekræftet at det var en god idé selvom franskmændene synes jeg er lidt mærkelig. Vi spiste morgenmad kl. 7 morges og vandrede rundt indtil frokost kl. 12.30. Nogle af franskmændene var sultne allerede lidt i 10 andre begyndte at klage over sult senere men jeg klarede mig fint indtil frokost, hvilket tydeligt viser at havregryn er bedre! Det er sjovt fordi de ved hvad det er men de spiser det aldrig. Selv en af drengene på vores hold som altid spiser vildt meget. Han kan sagtens spise et helt baguette alene til morgenmad har aldrig tænkt på at spise andet. Jeg forstår det simpelthen ikke. Hannah kan spise müesli men hun er ikke glad for kun havregryn med mælk. De putter altid søde ting i det i USA. Jeg smagte noget en af pigerne havde med. Der stod det var med kanel hvilket lød meget spændende men jeg fik mig en grim overraskelse. Det var alt, alt for sødt. Så længe leve havregryn – det står helt sikkert øverst på min huskeliste.

En guidet tur i Jerusalem

I dag, søndag, var afsat til en guidet tur rundt i Jerusalem. Vores guide hed Inge og gav os en god detaljeret tur rundt til nogle af alle de ting man kan se i Jerusalem. Vi startede med at gå gennem den gamle by for at komme til Davids by, hvilket er det første Jerusalem. Det var der før den gamle by. Det var meget interessant men jeg har allerede hørt det hele den første gang jeg var her. Det var dog lidt ændringer denne gang da man kan gå gennem en tunnel men vand hvilket vi ikke gjorde denne gang da det er lidt køligere nu end om sommeren så jeg fik set en anden tunnel. Den var dog ikke lige så spændende for der var intet vand og den var oplyst. Det tog det hele formiddagen så vi gik tilbage til den gamle by og spiste frokost. Derefter gik vi hen til grædemuren og videre til en katolsk kirke og en synagoge. Jeg havde hørt og set det meste af det hun viste os i dag men det var godt at få det genopfrisket. Det var også sjovt at se alle stederne igen. Det var specielt spændende at se forskellen på Jerusalem om sommeren og om vinteren. Nu er det søndag, hvilket er den første dag i ugen så der kan være lidt mere stille men der er klart flere mennesker rundt omkring i Jerusalem om sommeren. Der er stadig en del turister men man ser ikke så mange af de lokale rundt omkring som om sommeren og den gamle by lugter ikke så dårligt. Vi skal arbejde en del i den gamle by så jeg er meget glad for at den ikke stinker så meget som om sommeren. Det har været en lærerig men også en udmattende dag. Jeg er stadig ikke kommet mig helt efter den lange rejse men det må jeg se at komme over for i morgen starter vores program hernede for alvor. Vi har en masse introduktion på den Kristne ambassade og tirsdag starter vores arbejde. Vi ved stadig ikke helt præcist hvad vi skal lave og hvad tid vores dag begynder og ender så vi kan forhåbentlig få styr på noget af alt det i morgen.

Turen til Israel

Hannah og jeg startede vores rejse til Israel i Danmark så vi havde en lang tur foran os. Vores fly fra København til Paris afgik torsdag kl. 8.20. Vi landede i Frankrig 10.30 hvor vi skulle møde de andre kl. 15 så vi havde et godt stykke tid inden de kom. Vi brugte tiden på at få vores bagage, hvilket tog overraskende lang tid, derefter skiftede vi terminal, spiste lidt mad og studerede mennesker. Der gik sport i at tælle hvor mange gange de samme mennesker gik forbi os. Pludselig var kl. 15 og de andre kom. Vores fly til Prag afgik kl. 19 så vi have god tid til at snakke om hvad vi lavede i vores ferie. Hannah og jeg fik også fortalt om vores hjemrejse hvilket de alle synes var sjovt. Vi ankom til Prag ca. kl. 21 og havde 3 timer inden vores fly til Israel lettede. Vi fandt et godt sted at sidde ned og snakkede, læste en bog eller sov. Vi ankom til Israel kl. 4 (5 lokal tid). Nu stod den store prøve. Indtil da var hele turen gået godt og vi var kommet nemt igennem sikkerhedstjekkene men som nogle måske ved så er det ikke altid nemt at komme ind i Israel. Sidste gang jeg var her tog det mig 4 timer. Denne gang gik det dog meget godt. Vi var kun 3 der blev udspurgt mere grundigt: Elise, Hannah og jeg men det tog ikke mere end 15 min så det var jo nemt. Vi fik vores bagage og gik ud og fandt en taxa til Jerusalem. Taxaen kørte os hele vejen til vores lejlighed så det kunne ikke være nemmere. Vi mødte en dame, Nathalie, der lukkede os ind. Der ventede os noget af et syn, det var slet ikke til at tro at vi er på outreach. Vi har den fedeste lejlighed med masser af plads og en god udsigt. Nathalie gav os nogle instrukser om lejligheden og hvad der skulle ske de næste dage og derefter gik vi ud for at købe noget mad. Hernede lukker butikkerne fredag kl. 14 indtil en gang lørdag så vi besluttede at det var en god idé at købe ind før vi sov. Vi fik købt det mest nødvendige og gik hjem for at sove. På det tidspunkt havde Hannah og jeg været oppe i ca. 29 timer – vi havde selvfølgelig sovet lidt i flyende men alle turene var korte så det blev ikke til så meget søvn så vi var godt trætte og tog os en velfortjent lur.