søndag den 23. december 2007

Hjemme i Danmark

Hannah og jeg har været i Danmark et par dage nu og nyder at vi kan slappe af! Her er varmt og dejligt og maden er meget bedre. Vi havde dog en noget interessant tur hertil. Vi skulle tage toget til Paris kl 17 fredag så vi kørte fra skolen ca. kl. 16. En af drengene skulle have kørt os men han blev nødt til at blive for at gøre rent så det var en der hedder Mado der kørte os. Det var en tur hvor Hannah og jeg lærte lidt om tålmodighed. Vi var for sent på den og Mado kørte 80-85 km/t hvor man må køre 90. Tiden gik og Hannah og jeg blev mere og mere stressede. Hvis vi ikke nåede toget ville vi ikke nå vores fly! Det endte med at vi holdt i en trafikprop så Hannah og jeg tog vores bagage og begynte at "løbe" til stationen. Jeg tror ikke helt at man kan kalde det at løbe for vi havde 20 kg på ryggen og en ekstra taske med vores computere. Vi nåede til stationen og fik købt en billet inden at toget kom så alt gik godt så langt. Da vi kom til Paris gik vi fra en station til en anden hvor vi igen skulle købe en billet til lufthavnen hvilket viste sig ikke at være så nemt. Der var ingen skranke med ekspedienter alt foregik over nogle maskiner. Vi stillede os i den lange kø og da det endelig blev vores tur begynte problemerne. Hannah har ikke chip i hendes kort så hun kunne ikke købe en billet. Af en eller anden grund ville maskinen ikke godkende mit kort og sagde at jeg skulle tale med min bank (jeg havde lige brugt det til at køde den anden billet så det var lidt mærkeligt). Billeterne kostede 16,40 euro. Vi talte alle vores mønter og manglede 2,40. Derefter gik vi til en kiosk for at høre om vi kunne betale over beløbet og så få nogle penge kontant men det var ikke muligt. Vi havde altså kun en mulighed tilbage hvis vi ville nå vores fly - spørge folk om penge. Aldrig har jeg prøvet noget så ydmygende!!! Jeg er bedre til fransk end Hannah så det var mig der spurgte folk men fordi jeg ikke kendte dem og fordi jeg synes at det var flovt havde jeg pludselig glemt alt mit franske og prøvede stammende at spørge om penge. Det virkede heldigvis (jeg tror at folk havde ondt af os da vi stod med vores rygsække og ikke engang kunne snakke fransk) så vi skyndte os at købe billeterne og komme af sted. Vi tog et forkert tog der ikke gik hele vejen til lufthavnen så vi blev nødt til at skifte undervejs. Det blev hele tiden senere og senere så vi begyndte at blive lidt stressede. Vi ankom til lufthavnen kl 19.30 så vi havde lidt tid inden at vores fly lettede kl. 20.45. Efter vores besvær med at købe billeterne var det selvfølgelig sådan at maskinerne ikke duede da vi stog af eller på toget så vi slet ikke skulle vise vores billetter. Vi fandt SAS skranken hvor der heldigvis ikke var nogle mennesker så vi kunne tjekke ind med det samme. Detefter gik vi til vores gate hvor der heller ikke var nogle mennersker så selvom det hele virkede umuligt så lykkedes det altså for os at nå flyet. Det var en interessant tur vi helst ville have været foruden men nu har vi en god historie at fortælle!
Glædelig jul til jer alle sammen - jeg vender tilbage når vi tager til Israel d. 3 januar.

fredag den 21. december 2007

FEST


I går holdt vi vores julefest sammen med lærerne fra skolen og nogle gæster der bor her omkring. Det var rigtig hyggeligt. Vi lavede en sketch af vores lærere. Det var rigtig sjovt og alle var flade af grin. Ellers var der nogle der fortalte hvad de havde oplevet i løbet af de sidste 3 måneder og vores lærere havde en sang. Vi var alle klædt i rød og grøn - nogle mere originale end andre som I kan se på billedet. Sam skulle forestille et træ...

hmm.. Det var en dejlig måde at afslutte vores teoridel på. Her til aften har vi hygget os i køkkenet i det andet hus end det jeg bor i - det er det eneste varme rum her. Folk begyndte at tage hjem allerede i dag så det er for alvor ved at gå op for os at det er slut. I morgen går turen til Danmark for Hannah og mig efter en lang dag med rengøring.

tirsdag den 18. december 2007

Disney land



I fredags tog de fleste af eleverne og lærerne i Disney Land. Vi havde det alle sammen rigtig sjovt

og prøvede alle forlystelserne. Vi kom da de åbnede kl. 10 og tog hjem kl. 19 da de lukkede. Vi havde masser af tid så vi så paraden og prøvede de sjove forlystelser et par gange. Der var dog en negativ ting ved vores tur. Det var - 3 grader så vi kunne se vores ånde og frøs hele dagen hvilket ses på billedet af Hannah hvor hun varmer sine fødder på toilettet! Det var noget af en oplevelse. Jeg tror aldrig jeg har været så kold ni timer i træk! Men selvom det var koldt havde vi det rigtig sjovt og vi var alle glade for at vi tog af sted.

torsdag den 13. december 2007

Tøseaften


I fredags havde vi en tøseaften - det var rigtig hyggeligt!!

Vi startede med at spise sammen og derefter hyggede vi resten af aftenen. Vi fjollede lidt rundt med soveposeræs, trillebørræs og menneskepyramide som I kan se på billedet - jeg fik den gode plads i toppen. Vi var iført pyjamas hele aftenen også under måltidet så drengene kiggede lidt mærkeligt på os inden de tog på MacDonalds. Vi sluttede af med at se en film så jeg var ikke i seng før kl 3 om natten så det var en rigtig god aften. Det er dejligt når vi laver nogle ting sammen som styrker vores fællesskab.

Lucia"optog"


Som I nok ved er det i dag at vi fejrer Santa Lucia. Det synes jeg ikke at de skulle gå glip af hernede så jeg lavede mit eget lille optog - hvis man kan kalde det et optog. Jeg startede med at gå over i det andet hus og vække dem. De første vækkede jeg kl 5.50 så alle sov. Derefter gik jeg over i det hus hvor jeg sover og sang for dem. Det var sjovt at se deres ansigter. De fleste af dem har aldrig hørt om vores Luciaoptog så de havde ingen anelse om hvad der skete. Jeg var overrasket over at der kun var en som blev irriteret (min værelseskammerat) ellers var de glade.. måske var det fordi at jeg bagte småkager i mandags som jeg gav dem. Det har været det helt store samtaleemne hele morgenen og formiddagen så jeg er glad for at jeg gjorde det selvom at jeg stod op 5.15 i morges.. Mange har spurgt om en mere detaljeret forklaring end jeg kan give så nu bliver jeg nødt til at søge på internettet og finde nogle svar på alle de spørgsmål de har. Jeg troede at de ville acceptere at det er en tradition i DK og at vi fejrer at lyset kommer tilbage men jeg var ikke så heldig..

søndag den 9. december 2007

Børnekirke

I dag stod vi for gudstjenesten i Sezanne. Jeg stod for børnekirken sammen med mine to værelseskammerater og Hannah. Det gik forbavsende godt taget i betragtning at Priscille er den eneste fransktalende af os. Vi startede med at synge nogle sange. Derefter havde vi en sketch. Priscille spillede en lille pige der bad sin aftenbøn og jeg var Gud. Hun overtalte mig til det da jeg kunne gemme mig og læse op fra papiret - det hele er jo på fransk. Derefter legede vi en masse lege med dem og gik hen til en lille "forlystelsespark" de havde sat op i anledning af julen.
Det var rigtig opmuntrende at alle børnene havde det sjovt og deltog uden at brokke sig.. Det er ærgeligt at vi ikke kan gøre det igen men vi skal nok arbejde med børn et par gange i løbet af vores outreach.

KILLERS

Hold da op hvor går tiden hurtigt. Jeg er ked af at jeg er så dårlig til at opdatere min blog men det er så meget at se til hele tiden. I onsdags og torsdags legede vi en meget mærkelig leg som hedder Killers. Legen går ud på at dræbe hinanden. Alle får en seddel hvorpå der står en metode man skal bruge til at dræbe andre med fx spille bordfodbold. Når man har dræbt en eller flere siger man det til dem og får deres sedler. Man skal så bruge en af deres sedler til at dræbe med næste gang. En af vores ledere førte regnskab så når vi dræbte en gik vi hen og sagde det til hende, afleverede vores seddel og fik et point. Når vi døde gik vi ligeledes hen til hende og fik en ny seddel.
Jeg nåede at blive ret træt at legen inden vi var færdige for alle var ret paranoide. Ingen ville give en saltet når vi spiste og gik i en stor bue uden om en så man ikke rørte dem og måske dræbte dem.
Torsdag aften da vi var færdige fandt jeg ud af at jeg kom på tredje pladsen. Jeg dræbte 15 personer. Min værelseskammerat dræbte 20 og vandt. Jeg ved ikke om det er positivt at jeg dræbte så mange men det var meget sjovt..

søndag den 2. december 2007

Bon anniversaire



I går var det Priscilles fødselsdag og den blve fejret i stor stil. Om aftenen spiste eleverne og lærerne sammen inden vi gik over i et lille kapel der ligger tæt på hvor vi bor. Vi klædte os alle sammen ud i grimt tøj og ventede på at Priscille kom. Hun skulle ud på en lille skattejagt som endte i kapellet hvor nogle af lærerne havde arrangeret en masse lege. For en gangs skyld var vi alle sammen en lørdag aften. Det var rigtig sjovt for alle var med på ideen om at klæde sig ud og deltog i legene. Det ene billede er af Priscille der står ved vores juletræ, det andet er af Hannah og mig fra festen lørdag aften.