Sidste nyt!

Wauw tiden går stærkt. Det er efterhånden længe siden at jeg har skrevet på min blog. Vi havde en fantastisk tid i Eilat. Vi boede på et vandrehjem som arbejder med flygtninge fra Sudan. Vi hjalp dem med at beskæftige børnene. To af os gik lidt over 8 ned for at passe de små der er mellem 1 og 3 år. De var så søde. Resten hjalp med at gøre rent på vandrehjemmet kl 10. Derefter gik de ned for at gøre klar til når de større børn kom. Vi skulle lave salat, smørre chokolademadder og gøre lidt rent. Børnene kom ca. kl. 13 hvor de fik frokost. Vi spiste sammen med dem. Bagefter legede vi med dem. En af dagene fiskede vi, en anden badede vi på stranden og ellers stod den på forskellige lege ude i gården. Det var en fantastisk oplevelse at være sammen med dem. Vi gik på stranden næsten hver dag henad 16-17 tiden da vi var færdige med at lege med børnene. Det var skønt at være der. Der var så varmt at vi kunne spise ude om aftenen! I søndags tog vi en tur til Petra. Vi skulle krydse grænsen til Jordan. Det var ikke en helt billig tur da vi blev nødt til at køre i taxa men det var helt fantastisk at være der. Vi blev alle enige om at det bliver helt anderledes at se Indiana Jones nu! I mandags tog vi til Tel Aviv hvor vi er de sidste dage inden turen går til det kolde Frankrig på lørdag. Vi har lidt tid til at snakke om alle vores oplevelser og evaluere hvordan det hele er gået. Vi vil lave det samme på skolen i Frankrig sammen med det andet hold. Lørdag d. 15 marts går turen så til Danmark.
Dette vil blive mit sidste indlæg da jeg ikke vil have mere nyt at fortælle jer. Tak fordi I gad at følge med. Jeg glæder mig til at komme hjem og se jer alle sammen igen!

Genesaret sø

I søndags tog vi til Tiberias og Kapernaum. Vi havde en helt fantastisk dag. Solen skinnede og det var varmt! Man skulle ikke tro at vi er midt i februar måned. Vi tog bussen fra Nazaret til Tiberias og gik lidt omkring i byen. Derefter fandt vi bussen til Kapernaum. Vi stod af på det bjerg hvor Jesus holdt bjergprædikenen. Der var kun en lille kirke men det er stadig en stor turistattraktion, som man selvfølgelig skal betale for at se. Hannah gik heldigvis forrest (det hjælper altid med det blonde hår) så manden sagde at fordi vi var gående kunne vi komme ind og se stedet hurtigt. De var ved at lukke for at holde frokostpause så vi kom ind uden at betale.
Vi begav os videre for at finde Kapernaum. Manden ved porten hjalp os med at finde en hurtigere vej end at følge hovedvejen. Det viste sig at være en smuk tur. Vi gik gennem en bananplantage. Alt var stille, solen skinnede og vi kunne høre fuglene synge – meget idyllisk. Vi var næsten fremme ved hovedvejen da vi mødte nogle mænd som høstede modne bananer. De gav os nogle som smagte helt fantastisk. De smager meget bedre når de er modnet på palmen end på vejen til Danmark. Vi fandt frem til en stor restaurant lidt før Kapernaum. Vi var sultne så vi besluttede os for at spise. Vores budget er ikke så stort så vi havde taget mad med så vi kunne lave en sandwich. Det var lavvande så vi kravlede ud på nogle sten (Sams idé) så vi kom væk fra restauranten. Vi fandt et godt sted og slog os ned. Sam og jeg havde taget badetøj med så vi hoppede i vandet efter vi havde spist. Det vil sige at jeg hoppede i vandet og Sam stod og soppede. Jeg tænkte ikke over at han er fra Frankrig så vandet var selvfølgelig meget koldt for ham. Jeg siger ikke at det var varmt men jeg har prøvet det der var værre. Længe efter at jeg var kommet i og op igen lykkedes det ham endelig at komme i vandet. Vi blev der nogle timer hvorefter vi besluttede at gå til Kapernaum. Det var tæt på så Sam ville selvfølgelig fortsætte på stenene i stedet for at gå tilbage til hovedvejen. Vi fortsatte på stenene hvilket bestemt ikke er meningen at man skal gøre. Vi endte ved det sted de kalder Kapernaum hvor der er en ruin af en synagoge og en ruin af en kirke. Problemet var at vi endte det sted hvor man skal betale for at komme ind. Man betaler for at komme ind og se synagogen og kirken og kan så gå ud og se søen, hvor vi altså kom ind fra. Vi valgte bare at gå ind og lade som om at alt var normalt. Efter vi gik ud fik Arnaud dårlig samvittighed og gik tilbage og betalte for ham. Det burde vi andre nok også have gjort men vi synes det var en god præmie for at have krydset alle stenene. Plus at det er lidt svært at forklare hvorfor du vil betale når du er på vej ud.
På vejen tilbage til busstoppestedet så vi det sted hvor Jesus viste sig for disciplene efter at han var genopstået og de fangede en masse fisk. Det sjove var at der var en kæmpe stime af fisk ude i vandet da der løber varmt vand ud i søen det sted så fiskene kan godt lide at være der. Vi kom endelig frem til busstoppestedet efter en god vandretur. Vi ventede et stykke tid men der kom aldrig en bus. Sam lavede sjov og sagde at vi kunne blaffe. Det skulle han aldrig have gjort for jeg var lidt utålmodig så jeg blaffede. I starten virkede det ikke så Hannah kom og hjalp mig (hun er også blond) og vi gemte Sam i skuret der var ved stoppestedet. Der var en ung fyr som stoppede for at samle os op. Vi er 6 så vi besluttede os for at splitte os op. Hannah, Loïs og Arnaud tog med ham der stoppede mens Sam, Elise og jeg blev tilbage. Vi havde lidt ondt af fyren der stoppede og troede at han samlede 2 blondiner op, da han endte med 1 blondine, en falsk blondine og en franskmand. Bussen kom lidt efter så vi slap for at vente længere. Derfra gik turen fra Tiberias til Nazaret. Da vi kom hjem lavede Elise og Sam crèpes (kald dem endelig ikke pandekager så bliver de fornærmet) så dagen kunne ikke have været bedre!!

Nazaret

I løbet af ugen har vi arbejdet med en præst, Afif, og med at par, Michelle og Jon, der er ansvarlige for YWAM i Nazaret. Det har ikke været helt nemt at arbejde med to forskellige kontakter men det lykkedes. Med Afif har vi været til nogle små gudstjenester af en art de har i nogle forskellige hjem. Vi fortalte lidt om hvem vi er og sang nogle sange for dem. Michelle og Jon arrangerede en skattejagt for os den første dag så vi lærte byen at kende. Ellers arrangerede de at vi sang på gaden og satte os i kontakt med Nazareth Village hvor vi arbejde et par dage. Nazareth Village er en slags museum hvor de prøver at vise hvordan byen så ud på Jesu tid. Vi hjalp dem med at pakke olielamper som de giver til gæsterne i slutningen af rundvisningen og blev klædt ud som folk der levede på Jesu tid for at hjælpe dem udenfor. Den ene dag gjorde jeg deres vinpresse ren sammen med Sam. Den anden dag passede jeg fårene og gederne med Sam, Elise og Hannah. Det må have været et sjovt syn at se fire voksne mennesker rende rundt og prøve at holde styr på dem. De var meget sultne lige da vi lukkede dem ud så det var ikke så nemt. Da de havde spist lidt fik vi dog styr på dem og kunne få dem ned hvor turisterne var.

Flyttedag

I dag går turen til Nazareth. Vi skal være der i ca. 10 dage. Vi skal bo på et vandrehjem (af en art) der er drevet af nonner. Vi skal lave praktisk arbejde så som at hjælpe med at reparere tage, vi skal hjælpe i en kirke og vi skal ud på gaden og synge. Jeg er leder i denne uge så det er mig der tager de fleste beslutninger. Jeg håber ikke at jeg bliver alt for upopulær for jeg vil gøre det lidt anderledes end sidste uge. Vi havde for lange pauser ind imellem vores program så vi endte op med at have en halv time her og 45 min. der. Vi kunne ikke rigtig lave så meget for vi havde ikke tid til at forlade vandrehjemmet, gå ud og købe noget og komme tilbage. Det var ret irriterende. Det vil jeg lave lidt om på. Vi ved ikke om vi har internet så jeg kan måske ikke opdatere min blog så ofte men jeg vil prøve at finde en internet cafe hvis vi ikke har internet. I må have en god uge!

Dødehavet

Søndag var vores fridag. Vi brugte den på at tage til Dødehavet og ”bade” hvis man kan kalde det at bade. Det er mere at flyde. Vejret var så lækkert og vandet havde den perfekte temperatur hvilket er lidt underligt når vi er i februar måned. Sam blev faktisk lidt rød på skuldrene. Det er helt utroligt hvordan vejret kan gå fra sne og meget koldt til solskin og varmt på et par dage. Men det er bare dejligt for os. Vi havde en dejlig afslappende tid ved vandet før vi begav os hjemad. En skøn måde at tilbringe vores fridag på. Man får virkelig ladet op til en ny uge.

30 piger og 2 drenge

Fredag og lørdag tog vi hen til et hjem for hovedsageligt piger men også et par drenge. Fredag havde vi et lille program for dem hvor vi fortalte en historie, sang nogle sange, havde nogle lege og de farvelagde en tegning. Mange af dem spurgte os hvilke farver, de skulle bruge hvor. Det var meget kært. Vi sluttede af med at give dem crèpes med nutella hvilket var et stort hit. Lørdag kom vi igen for at male et værelse og et lille opholdsrum. Børnene var i skole det meste af tiden så det var meget nemt at komme til at male, det blev straks værre da de kom tilbage. Vi spiste frokost og manglede kun at male et værelse. Jeg havde det ikke så godt så jeg stod og tog en lille slapper mens de andre fortsatte men det varede ikke længe. Pludselig kom pigerne tilbage. De kæmpede om hvem der skulle holde mig i hånden og jeg fik en masse knus og kys. På et tidspunkt fandt en af pigerne på at det kunne være sjovt at sætte mit hår. Jeg fik rottehaler og en masse smykker på. De havde det sjovt med det et stykke tid hvorefter jeg blev hevet rundt for at se en masse ting. Det var ærgerligt da vi skulle gå for de var så søde, men det er nok ikke sidste gang at vi kommer til et sted som dette med en masse søde piger.

????

Jeg kan desværre ikke give så mange detaljer om vores arbejde i de næste par uger da det er hemmeligt hvor vi er. Jeg skriver så meget som jeg kan men det er for at beskytte de steder hvor vi tager hen. Jeg kan fortælle at vi vil tage lidt sydpå og skal vise pas for at komme derhen selvom at vi stadig er i Israel. I går, onsdag var vi på vej til et sted men kunne ikke komme derhen da vejene var spærret pga. vejret. Vi kørte i en bil med 9 sæder som en af vores kontakter har. Han var så sød at køre os da der ikke gik nogle busser. Der var også en anden pige med, Nathalie, som arbejder sammen med ham. Vi valgte at prøve at fortsætte og tog en masse forskellige veje for at komme frem til vores destination men gav til sidst op og blev i den by vi var kommet frem til. Vi samlede en mand op som de kendte der boede i byen. Han har kontakt med mange af de fattige familier så vi tog rundt til fire af dem og gav dem tæpperne. Alle steder var de meget gæstfrie og vi fik brød, te eller kaffe. Vi blev altid lidt og snakkede med dem. Vi havde lidt svært ved at komme frem ind i mellem og måtte et par gange gå ud af bilen for at den kunne komme op ad en bakke. Vi havde heldigvis taget poser på vores fødder inden vi tog sko på i morges så selvom vores sko blev meget våde var vores tæer kun kolde. Ved den sidste familie var vi lige ved at miste bilen. Vi var alle steget ud og vores chauffør lukkede hans dør og pludselig startede bilen at trille ned ad bakken. Han fik hurtigt åbnet døren, hoppede ind i bilen og trådte på bremsen. Vi var langt væk fra hovedvejen så det havde været et mindre problem hvis vi mistede bilen. Det var også den sidste familie der gjorde mest indtryk på os. Forældrene var ikke hjemme da de var i deres andet hus. Familien bestod af 17 – 23 børn (spørg mig ikke hvorfor de ikke ved hvor mange de er) men kun 10 af dem bor hjemme. De andre er på børnehjem. Der var kun en pige der boede hjemme. Hun var ikke så pænt klædt som drengene og kunne ikke få lov til at vælge hvad hun ville se i tv før at drengene ikke var i rummet. Vi talte med dem et stykke tid før situationen tog en uventet drejning. Jeg ved ikke hvorfor men de to mænd vi havde med der snakkede arabisk tog en tur rundt i huset og spurgte om der var flere børn. Måske fordi vi havde hørt om en lille dreng der eftersigende skulle være 3 måneder men de sagde han lignede en på 2 år. De fandt ikke umiddelbart andre men begyndte at lede efter ham og fandt ham i en dynge af tæpper og dyner. Han havde et sår på hånden så Elise fik brug for sit første hjælps udstyr hun altid har med. Han fik åbenbart stød men vi ved ikke hvornår. Såret blødte stadig så Elise gav ham en forbinding på. Han havde også feber, måske pga. såret eller også fordi han var forkølet. Han var kold så vi gav ham en ekstra trøje på (vi havde noget tøj med til dem), han havde heller ingen sokker men vi kunne ikke finde nogle så vi var alle klar til at ofre vores sokker. Hannah gav sine væk da hun havde to par på og de begge var tørre. (De sokker du gav hende mor gik til et godt formål!). Nathalie tog ham op i sin favn og Hannah varmede hans fødder. Vi tog ham ind i stuen foran deres elektriske varmer og gav ham noget at drikke. De andre børn tager ham på toilettet to til tre gange om dagen. Han har lidt svært ved at gå så han lægger ned meget af tiden. Vi var alle sønderknuste da vi skulle gå. Den lille dreng var så syg men vi blev nødt til at efterlade ham der. Han sagde til Nathalie at hun skulle blive hos ham, hvilket hun ikke kunne denne gang men hun har planer om at komme tilbage til dem. På vejen ud sagde den ældste dreng til Nathalie at han var glad for at se den kærlighed vi havde til hans lillebror og at han ville ønske at hans mor var ligesom os. Det var hårdt for os at høre. Det var tydeligt at børnene aldrig havde fået den kærlighed de behøver for det faldt dem slet ikke ind at tage sig af deres lillebror. Når vi spurgte om han kom på toilettet og om han fik nået at spise grinte en af drengene tilmed inden han svarede. Heldigvis sørgede de da for begge dele men drengen var stadig dehydreret. Man kan ikke engang bebrejde de andre børn for de ved simpelthen ikke bedre. Det var en hård men lærerig dag for os alle.